Julepynt allerede? What??

Jeg kom gående lige så stille ned i mit lokale supermarked, det var en aften efter træning, jeg var på vej hjem og var egentlig rimelig stille og rolig (læs: fuldstændig smadret efter 90 min. spinning..!). Lige indtil jeg så at de allerede havde fundet juletingene frem og var begyndt at sælge ud af det! Hvad sker der for det? Vi er kun halvejs igennem oktober! Måske vi liiiiiige kunne vente til slut-november før vi begynder på guirlander, julehjerter og pebernødder.

Forstå mig ret, jeg elsker jul, virkelig, virkelig elsker jul! Men ikke i oktober, og heller ikke resten af året for den sags skyld. Jeg elsker det i december måned, hvor det hører hjemme. Og så er det rigtig hyggeligt med kræmmerhuse, kravlenisser, brunkager, nissehuer og alt hvad der tilhører. Og hvis jeg endelig skal indrømme det, er der ikke noget mere hyggeligt end at se julekalender, eller i det mindste bare have det kørende i baggrunden, mens man arbejder eller studerer.

Men alt sådan noget skal holdes til december måned, og aller, aller, ALLER tidligst i midten af november, må butikker og supermarkeder begynde at spille julemusik og pynte op. For ellers ender det med at jeg bliver træt af jul og det vil jeg ikke!

Men noget der gerne må laves fra nu af er sådan set risalamande – så bare kom med det, det skal jeg nok lade være med at klage over! Det kunne jeg sagtens spise hele året rundt hvis det skulle være! :)