Hvad skal jeg lave til aftensmad?

I kender det sikkert. Det evige problem – man åbner køleskabet når man kommer hjem fra arbejde.. Og ville ønske man kunne spole tiden tilbage til om morgenen inden man tog hjemmefra, hvor man kunne have været lidt mere fremsynet og have taget et eller andet op af fryseren, så man rent faktisk havde noget spiseligt (ud over selvfølgelig klassikeren havregryn med mælk – men selv det bliver en anelse kedeligt 4. aften i træk).

Og så står man der og overvejer mulighederne. Som er nærmest ikke eksisterende, med mindre man kan trylle en velsmagende kulinarisk ret frem af leverpostej, marmelade, og champignoner (der, hvis jeg skal være helt ærlig, nok skulle have været smidt ud i går). Som det nok kan læses ud af dette er jeg ikke den helt store kok, og bliver det heller aldrig. Mest fordi jeg ikke orker det. Misforstå mig ikke, jeg elsker mad, og hvis jeg kunne, ville jeg lave stor middag hver aften – og helst også dessert! Jeg har bare hverken evner, lyst eller inspiration til at lave meget mere end at koge pasta.

Ide til aftensmad

IMG_9055Men så den anden aften spiste jeg med en veninde, og hun havde lavet tærte med broccoli og skinketern. Og det smagte bare mega godt! Spurgte hende straks hvordan hun havde lavet det og om hun troede jeg kunne finde ud af det (ved ikke hvorfor jeg stadig spørger om dette – folk der er gode til at lave mad er altid lidt for optimistiske på mine vegne og hvad jeg kan præstere i et køkken). Det eneste man skulle gøre var at lave en tærtedej, og så egentlig bare fylde det i man gerne ville have. Det lød jo næsten for godt til at være sandt. Og det var det også lidt. Hvem er det der har tid til lige at slå en tærtedej sammen? Det er lidt for overskudsagtigt, og bare slet ikke mig. Når jeg har forsøgt mig med sådan noget ender det altid med mel ud over det hele, fedtede fingre, og en dej der bare overhovedet ikke ligner den på billedet i kogebogen. Men så var det at jeg fandt et tilbud i supermarkedet, hvor man kan købe tærtedej, der endda er rullet ud for dig! Købte det straks og gik hjem og lavede en fin tærte med broccoli, skinke og champignoner (ja ja, brugte dem alligevel, man smider vel ikke mad ud?!). Og det smagte super godt!

Så nu kan jeg både lave pasta og tærte – måske den kokke-titel ikke er så langt væk endda?