Hvorfor er det så svært at arrangere en fest?

Jeg har i et stykke tid gået og overvejet at holde en stor fest. Lidt fordi at det kunne være fedt at finde en undskyldning for at se nogle af mine bedste venner igen, som er spredt lidt rundt omkring i landet. Men nok mest fordi jeg snart fylder 25 år. Og som jeg er blevet gjort opmærksom på af alt for mange mennesker efterhånden, så er det noget der skal fejres, og jeg bliver nødt til at holde en fest. Jeg tror nu mest de leder efter en undskyldning for at kunne give mig en masse kanel… Hvilket også er grunden til at jeg lige overvejer en ekstra gang om en fest nu også er en god ide :)

Men tror jeg er kommet frem til at jeg skal holde en fest. Og når man så tæller sammen med alle de mennesker man gerne vil have med, begynder det at gribe lidt om sig. Hvis det skal være et absolut minimum af gæster så bliver vi 30, og når ens værelse virker småt og trængt når man er tre derinde, tør jeg slet ikke tænke på hvad der ville ske hvis der skulle ti gange så mange mennesker derind. Så jeg bliver nok nødt til at finde frem til et sted at være. Og det er her jeg er glad for at være ude i god tid, for hold da op, hvor er det svært at finde festlokaler, som er til at betale, og hvor man gerne må høre musik til sent ud på natten. Jeg var ret opgivende og var lige ved at aflyse det hele, men så fortalte en af mine venner mig at det er muligt at finde lokaler til leje hos Idrættens Hus. Og så var festen tilbage på sporet igen!

… lige indtil jeg skulle til at finde ud af hvad menuen skulle bestå af. Og hvordan bordplanen skulle være. Og om jeg kan nå en tur til grænsen inden og købe en masse billige øl. Puha, det her fest-planlægning er altså noget af en omgang, og der er tusind ting at tænke på. Og oven i det så bliver jeg jo endda også 25, så nu skal jeg vist også til at opføre mig voksent og få lidt styr på mit liv. Meeen, tror nu nok den fest skal blive lidt mindre voksen og meget mere ungdommelig, hvis jeg kender mine venner ret :)